Chokoladespecier

Chokoladespecier

Jeg er halvt sønderjyde, og det betyder at der altid var specier til kaffebordet i min farmors hus. De fleste andre kender specier som en julekage. Under alle omstændigheder er de super nemme at lave. Dejen kan laves i forvejen og fryses ned i ruller der bare skal skæres i skiver og bages af. Ingen undskyldning for ikke at have hjemmebag på bordet når der kommer besøg. Med andre ord, man kan være et af de der superoverskudsmennesker, og ingen behøver at vide hvor nemt det er. Hvis man synes chokoladen bliver for dominerende, så skift halvdelen ud med mælkechokolade.

Ingredienser

100 g flormelis
350 g hvedemel
250 g usaltet smør
1 stk æg str. XL
½ tsk fint havsalt
150 g 62% mørk chokolade

Fremgangsmåde

Smør og flormelis piskes sammen. Tilsæt ægget, og pisk det ind i dejen. Tilsæt mel og salt, og pisk/ælt det jævnt. Chokoladen hakkes i fine små stykker, og æltes i til sidst. Dejen rulles i to pølser, der køles ned mindst én time i køleskab. Skæres i tynde skiver der lægges på bagepapir. Bages i ca. 5 min. ved 240 grader i almindelig ovn, og 220 grader ved varmluft. Opbevares efter afkøling i tætsluttende kagedåse.