Sort the
Sort te, dvs. fermenteret te, er den mest kendte i Europa. Tebladene lægges på gitre og tørres ved temperaturer på mellem 25 og 35°C. Efter en dag er bladene bløde, og de rulles, således at cellemembranerne brydes, og der frisættes enzymer, som muliggør fermenteringen. Derpå sorteres bladene efter deres størrelse, anbringes nogle timer på bakker i rum, hvor temperaturen er ca. 25°C, hvorved fermenteringen sætter ind. Efter fermenteringen tørres eller rettere »ristes« bladene, og det er afgørende for teens smag og aroma, at ristningen afbrydes i det rette øjeblik, for at undgå at bladene bliver brankede.







